Behandlinger


Fodbehandling

Fodbehandlingen starter med et dejligt opfriskende og desinficerende fodbad med urtefodsalt. Fødderne undersøges, så behandlingen kan foretages mest optimalt.

Negle renses, klippes og slibes i facon, så der ikke er nogle generende kanter. Fortykkede negle, nedgroede negle ell. lign. afhjælpes og neglebåndet rettes til. Hård hud, ligtorne og lign. beskæres med skalpel og huden slibes glat, hvorved tør hud også fjernes. Til sidst får neglene olie og fugtgivende creme masseres på fødderne.



Kompliceret fodbehandling

Ligesom ovenstående behandling, men hvor der er svær hård hud/mange hælrevner/mange ligtorne/mange fortykkede negle ell. lign.)



Pedicure

Pedicuren starter med et dejligt opfriskende og desinficerende fodbad med urtefodsalt. Neglene undersøges, så behandlingen kan foretages mest optimalt.

Negle renses, klippes og slibes i facon, så der ikke er nogle generende kanter. Fortykkede negle, nedgroede negle ell. lign. afhjælpes og neglebåndet rettes til. Til sidst får neglene olie.



Kompliceret pedicure

Ligesom ovenstående behandling, men hvor der er mange fortykkede og/eller krogede negle.



Fodsåler

Behandlingen starter med et dejligt opfriskende og desinficerende fodbad med urtefodsalt. Fodsålerne undersøges, så behandlingen kan foretages mest optimalt.

Hård hud, ligtorne og lign. beskæres med skalpel og huden slibes glat, hvorved tør hud også fjernes.

Til sidst masseres fugtgivende creme på fødderne.



Ligtorne

Fjernelse af én eller flere ligtorne med skalpel, men hvor der ikke skal fjernes yderligere hård hud.

Der startes med et dejligt opfriskende og desinficerende fodbad med urtefodsalt.



Nedgroede negle

Hvis du ikke har behov for fodbehandling, men alligevel døjer med  nedgroet negl, er dette behandlingen for dig.

Alt efter behov renses der op i neglefalsen og det negl fjernes, som forårsager smerter.

JEG SÆTTER IKKE BØJLE PÅ NEDGROEDE NEGLE.

Der startes med et dejligt opfriskende og desinficerende fodbad med urtefodsalt.



Fodmassage

Kan tilkøbes efter fodbehandling. Jeg er ikke zoneterapeut og kan derfor ingen "tricks", men yder en afslappende fodmassage, som øger blodcirkulationen.



Gelénegle på fødderne

Bio Sculpture Gel er en usædvanlig holdbar farvet gelé behandling til neglene. Den ødelægger, til forskel fra de fleste andre neglesystemer på markedet, ikke neglen, men styrker og plejer den, imens neglene er smukke og stærke at se på. 100% fri for formaldehyd, pthalater & toluene.

Lægges KUN på som hel-farve. Jeg laver IKKE franske negle, mønstre, perler ell. lign. Der er 24 farver at vælge imellem.

Geléen lægges på dine negle ligesom en neglelak, men modsat neglelakken tørrer geléen ikke af sig selv, men hærdes derimod i en UV lampe i 2 minutter efter hvert lag gelé. Der lægges først et lag klar base, derefter 2-3 lag farvet gelé og afslutningsvis et lag klar top coat. Geléen er straks helt tør.

Dette giver en særdeles holdbar overflade, så geléen bliver hverken ridset eller skaller af, som neglelak gør. Du er derfor garanteret flotte tånegle i 6-8 uger.

Derefter er neglen groet så meget, at det ikke længere ser pænt ud og geléen fjernes. Dette kan jeg selvfølgelig sagtens gøre for dig, men du har også mulighed for at gøre det selv på følgende måde: Klip vatrondeller i passende stykker, så de kan dække hver enkelt negl. Gennemvæd vattet med neglelakfjerner MED acetone og læg det våde vatstykke på neglen. Du skal derefter vikle et stykke staniol eller husholdningsfilm om hver tå for at holde vattet på plads. Lad virke i ca. 30 minutter. Geléen bør nu være opløst så meget, at du kan skrabe det at med f.eks. kanten af en neglefil. Hvis al geléen ikke er opløst, gentages proceduren. Det er ikke godt hverken at trække eller slibe geléen af, da neglen derved skades.

Bio Sculpture Gelé skader ikke neglene, men styrker og plejer dem, samt lader neglene ånde.

Skal du i løbet af de 6-8 uger have tøj på, som ikke passer til den påførte farve gelé, lægger du bare din almindelige neglelak ovenpå geléen. Ønsker du at fjerne neglelakken igen, gøres dette med neglelakfjerner UDEN acetone og geléen er stadig lige flot nedenunder.

Synes du, at neglene bliver for lange på 6-8 uger, kan du sagtens bare klippe dem.

Det anbefales som minimum at få foretaget en pedicure i forbindelse med pålægning af gelé. Derved klippes, formes og renses neglene for overskydende neglebånd, tør hud, strømpefnuller mm, således at geléen fremstår så glat og blank som muligt.

Det er vigtigt for mig, at geléen lægges flot og præcist på dine negle og jeg afsætter derfor 45 minutter dertil + tiden til en pedicure eller en hel fodbehandling.



Almindelig neglelak

Jeg lægger gerne neglelak på tåneglene. Medbring evt. din egen lak i tilfælde af, at ingen af mine farver falder i din smag.

Der lægges underlak, 2 lag farve samt overlak.

MEDBRING GERNE BADESANDALER ELL. LIGN, SOM ER NEMME AT FÅ PÅ, SÅ NEGLELAKKEN KAN TØRRE, DA DEN IKKE NÅR AT TØRRE HOS MIG.